Visionsmøde 2017

VisionsmødeOmstilling til fremtidens bæredygtige Ry starter med en vision. Vi har den alle sammen, og vi kan mærke, vi har mange fælles drømme og planer, men vi snakker for sjældent om dem.

Succesfuld visionsdag

I 2011 holdt vi i Omstilling Ry vores første visionsdag. Der var over 80 deltagere, og vi var på drømmerejse, legede, tegnede, spiste og brainstormede en hel dag.
Det var stedet, hvor mange af vores grupper tog form, og hvor mange idéer blev født. Nogle af dem er blevet til virkelighed.. de fantastiske energimesser, kogræsserlaug og vores stolthed: Skovhaven.

Sæt kryds i kalenderen

I 2017 holder vi igen visionsmøde. Det bliver søndag d. 2. april kl. 14-17 i Aktivitetshuset på Skanderborgvej 44, så sæt endelig kryds i kalenderen.

Indkaldelse til generalforsamling

Generalforsamling

Foto: Berit Lypart

Sæt allerede nu kryds i kalenderen ved søndag d. 5. marts 2017, hvor vi holder kombineret forårsmøde og generalforsamling.

Vi er i fuld gang med at planlægge dagen og kan allerede nu sige, at vi får interessant besøg af Omstilling Danmark.

Forslag til generalforsamlingen

Har du forslag, du ønsker behandlet på generalforsamlingen, skal de være kernegruppen i hænde senest 8 dage før. Du kan sende dit forslag til omstilling.ry@gmail.com. Husk, at forslaget skal være underskrevet med dit navn.

Hvor og hvornår

Nærmere information om tid og sted samt dagsorden for generalforsamlingen følger i det nye år.

Tak for et dejligt efterårsmøde!

Efterårsmøde Omstilling Ry

Foto: Berit Lypart

Hvor var det bare dejligt at se alle jer skønne mennesker til vores efterårsmøde i Omstilling Ry. Tusind tak til oplægsholderne, som fortalte spændende lokale historier, og tusind tak for at I alle fik frembragt masser af dejlig mad af hokkaidoer fra skovhaven, gave-grøntsager og grøntsager vi havde skraldet.

Lokal valuta

Rie og Marianne fortalte om både udfordringer og glæder ved arbejdet med lokal valuta på Djursland. Valutaen har nu været i brug ved to events, men der er forskellige lovgivningsmæssige forhindringer for at indføre valutaen permanent. Og så drak vi kaffe og spiste chokoladekage og stillede mange spørgsmål! Læs mere betalmeddjurs.dk.

Spis Grønt

Omstilling Ry

Foto: Berit Lypart

Spis Grønt gruppen under Omstilling Ry, som blev dannet på sidste års efterårsmøde, fortalte om deres event i foråret, hvor de serverede smagsprøver på hjemmelavet vegetarisk mad, og de præsenterede den foreløbige brainstorming på idéer til fremtidige projekter. Der kom mange gode input fra tilhørerne, og gruppen fik to nye medlemmer.

Skralde-mad

Efterårsmøde Omstilling Ry

Foto: Berit Lypart

Så lavede vi mad af alle grøntsagerne. Vi var nogle stykker, som havde været ude og skralde i dagene op til mødet, og det blev til bagte peberfrugter, spidskålssalat, frugtsalat, kogte broccoli og lækker græskarsuppe.

Efterårsmøde Omstilling Ry

Foto: Berit Lypart

Derudover fik vi også nogle gave-grøntsager, som kom i suppen. Det er svært at følge opskrifter, når man har det, man har fra for eksempel skraldning, men det hele blev virkelig lækkert, og alle deltog i madlavningen.

Efterårsmøde Omstilling Ry

Foto: Berit Lypart

Hønsehold i Ry

Mens supperne simrede fortalte Jakob om sit hønsehold og de erfaringer og udfordringer, han er stødt på undervejs. Der var mange gode spørgsmål til ham efterfølgende, og vi blev alle klogere på, hvad det kræver at få et hønsehold op at stå.

Udviklingen i skovhaven

Skovhave

Foto: Tine Sædholm Pedersen

Da vi havde spist, viste Tine en masse billeder fra skovhaven, og der kunne vi virkelig se, hvor meget der er sket, siden stedet blot var en bar mark for to år siden. Hun fortalte også noget om principperne bag dyrkningsmetoderne, og hvilke planer der er for fremtiden.

Skovhaven Omstilling Ry

Foto: Tine Sædholm Pedersen

Hun fortalte også om selve den gruppe, der arbejder i skovhaven. Det er en dynamisk flok mennesker, som deltager, og de har netop haft visionsmøde og kommet frem med spændende planer for, hvordan skovhaven kan udvikle sig i fremtiden.

Gæs i Alken

Sidst men absolut ikke mindst var Eva, som fortalte om gåselauget i Alken. Hun viste hønseslottet med både Gadaffi-vindue og Kandis-dør og fortalte om, hvordan de havde fået hele hegnet foræret fra en børnehave, der skulle have deres skiftet ud. Nu ligger årets gåseflok i fryseren men Eva viste mange billeder af flokken og fortalte annekdoter.

 

Nu er det hele overstået, og vi kan se tilbage på et spændende efterårsmøde med mange deltagere fra Ry og omegn. Tak for denne gang 🙂

 

 

Er du til PR?

Vi er i gang med at starte en PR-gruppe, som skal arbejde med kommunikation og PR i Omstilling Ry.
Har du lyst til at være med? Så kontakt Berit Lypart på tlf.: 2275 5989.

Efterårsmøde i Omstilling Ry

IMG_2903

Så er det blevet tid til efterårsmøde i Omstilling Ry. Kom og vær med og del dine idéer med os. Bliv involveret i de projekter, vi arbejder med eller start dine egne. Kom også, hvis du bare vil høre lidt mere om, hvad vi arbejder med i foreningen.

Dagsorden
1. Velkomst og introduktion til aktive grupper
2. Christina fra Praktisk Økologi kommer og fortæller om et nyt havenetværk i Ry
3. Kommende aktiviteter: Æblefest, salg af økotøj, fødevarefællesskab, stop spild af mad
4. Idérunde
5. Pause
6. Tilbagemeldinger og afrunding

Efterårsmødet finder sted på torsdag d. 25. september 2014 kl. 19 i Aktivitetshuset på Skanderborgvej 44 i Ry. Der er ingen tilmelding – bare mød op!

I forbindelse med mødet spiser vi sammen fra kl. 18. Hvis du har lyst til at spise med, så tilmeld dig hurtigst muligt på tlf.: 3074 1021.