Af Peter Herning

Gregers Andersen: Grænseløshedens kultur
Anmeldt af Omstilling Rys studiegruppe

Derfor er bogen interessant

Det spændende ved denne bog, er at den beskriver den brede sammenhæng: ikke blot klimakrisen, men også den kultur som gør det svært at gøre noget ved klimakrisen. Bogen viser også klart, at selvsamme kultur presser både kloden og de mennesker, der lever på den. Og at det er en kultur, der fastholder værdier, der gør det svært at tænke og handle anderledes – lige fra forestillingen om at ”travle liv er vigtige liv” til TV mediernes uvilje mod at udfordre os lidt skarpere med de ubehagelige sandheder: ikke de stakkels isbjørne, men de ødelæggende handlemønstre, vi alle er en del af – hver dag.

Hovedpunkter fra bogen

Gregers Andersen tager afsæt i at vi lever i en antropocæn verden, hvor vi mennesker sætter dybe spor, som desværre langt hen ad vejen er destruktive: over for klimaet, miljøet og os selv. Vi efterlader skader som forurening, afskovning, artsfattigdom; men også stress, politisk magtesløshed og en skæv kultur. Vi lever i en kultur, der fremmer forbrug og reklamer. Men også travlhed og hastighed. Naturens grænser lader vi hånt om, og vores egne personlige grænser skal det være en dyd at udfordre.  Vi skal være hurtige, vigtige, energiske, vi skal coaches til succes. Kulturen bygger en forestilling om grænseløshed omkring vores arbejde, vores kommunikation (altid ”på”), vores fornøjelser og forbrug, vores rejser. De bløde værdier bliver eksproprieret i coaching-kulturen, og dem der ikke lever op til stangmålet, ser vi mere og mere som snyltere på fællesskabet.

Den økonomiske krise har skræmt os og underbygget forestillingen om ”nødvendighedens politik” til det punkt, hvor den vækstøkonomiske tilgang til verden næsten er blevet immun over for kritik. Det koster job og det koster velfærd, hvis vi laver en politik, der er andet og mere end ”økonomisk facilitering” af erhvervsliv og konkurrencestat. På den måde har politikerne ladet sig gøre til gidsler og har opgivet det politiske spillerum. Det understøttes af medierne, hvor økonomitænkningen også får lov til at fylde dagsordenen og vinklerne.  Ud over det lider mediekulturen af de gamle skavanker: det, der ikke er ”breaking news”, får ikke meget plads. Og det er tit underholdningsværdien og ikke væsentligheden, der skaffer omtale. Selv en så hævdvunden indstilling som medieneutralitet i Public Service, hvor begge parter skal komme nogenlunde lige meget til orde, slører og hindrer de forandringer, der er nødvendige.  Og så er den kommercielle kultur ikke engang nævnt endnu.

Derfor mener Gregers Andersen, at en grøn omstilling, også indebærer en kulturel omstilling. På det personlige plan skal vi lære ”alternativ hedonisme” at kende – det kan nok eksemplificeres ved glæden i at arbejde mindre og langsommere og lave smukke ting frem for mange ting. Hver for sig skal vi kende vores ansvar for os selv og naturen og nægte at misrøgte det. Vi skal gøre op med vækst, også den grønne vækst. Og vores aktivisme skal også rette sig mod uligheden.  Kapitalismen har sneget sig ind som vores ”første natur” og har tilsneget sig status som naturlov. I virkeligheden er det den ”naturlov”, der fragter os ud over alle naturlige grænser – klodens og vore egne.

Hvad synes jeg om den:
”Grænseløshedens kultur” har en understrøm af pessimisme. Vi er nok over naturens tipping point. Og det er magtesløsheden, der mere end noget andet er den baggrund på hvilken vi kan udfolde vores aktivisme.
Samtidigt er det dybt befriende, at den viser, hvor meget tingene hænger sammen, og at befrielsen fra vækstens og hastighedens ”naturlove” vil være noget, der ikke blot gavner det ydre miljø, men også vores helt personlige liv og lykke.

Jeg synes også, at Gregers Andersen har en meget vigtig pointe, når han beskriver hvordan de politiske magthavere har ladet deres råderum indsnævre af de snævre økonomiske hensyn, som de har ladet sig skræmme til at godtage som nødvendigheder.

Men spørgsmålet er, om billedet er så enkelt. Er der ikke modstrømme? Er vi ikke i virkeligheden over det ”tipping point”, hvor den bæredygtige energiproduktion er blevet billigere end den sorte. World Economic Forum, som nok ikke er grønne fantaster, beskriver, at det foreløbigt er sket i 30 lande. Det er svært at tro, at det stopper der.  Måske er det i virkeligheden sådan at den grønne omstilling kommer nu. Den kommer bare for sent (og det kommer til at gøre ondt), og den kommer på en måde, hvor vi ”går glip af mulighederne i en god krise”, nemlig på den måde, at der kan tjenes penge på den grønne energivej. Og så er det økonomiske system uændret, uligheden buldrer derudaf, og der er lagt i kakkelovnen til den næste krise.  Måske bliver vi nødt til at gå efter hjertet på uhyret. Gå direkte efter den umenneskelige økonomiske model, ”naturloven”. Og vise, at der er alternative måder at få verden til at løbe rundt. Alternative økonomier. Og overgangsscenarier, hvor vi kan komme derhen uden voldelige omvæltninger og diktaturer.
Til en verden som er grøn og dejlig, sjov og lige og mangfoldig og langsom og smuk. Fuld af alternativ hedonisme.